tirsdag den 2. juni 2015

Fields tirsdag den 2. juni

LED-væggen

Så kom den næsten 9 meter høje LED-væg op og køre ude på facaden. Kameraet i min telefon kan ikke lide at gengive LED-vægge, men når man står nede foran ser den virkelig imponerende ud.

LED-væggen er leveret af Expromo og AVC og er 8,70 m høj og 4,50 m bred. Det er en 10mm pixel pitch væg med en opløsning på 480x840 pixels. Væggen er bygget op af 28 tiles og vejer 1,3 tons.

Den kommer fremover til at køre levende plakater og andet godt fra biografens repertoire og vil kunne ses fra Metroen - og det halve af Amager med den lysstyrke. :-)

Alle plakaterne inde i biografen bliver i øvrigt også levende, da der bliver plakatstørrelse skærme og videovægge i stedet for de traditionelle papirplakater.

Næsten 9 m høj levende plakat, som nu pryder facaden

X-Factor

Fra den noget mindre tekniske side er her et billede fra Nordisk Film i Valby taget her til eftermiddag.

Verdens ældste fungerende filmstudier lagde lokaler til castingen

I forbindelse med ansættelsen af personalet til den nye biograf, har vi valgt at prøve et helt nyt format. Fra de mere end 1.300 ansøgninger blev 200 inviteret til casting på de gamle filmstudier i Valby. Ansøgerne gennemgik her både en øvelse i at arbejde sammen og fik lov til at præsentere sig selv og forklare, hvilken filmkarakter, de selv mener, de ligner mest.

Der skal i alt ansættes 60 personer, både fuldtids- og deltidsansatte, hvor af mange er under 18 år. Ideen er selvfølgelig at stille med det bedst mulige hold, når vi slår dørene op til august.

En af de mange kandidater viser, hvad han står for


Ingen kommentarer:

Send en kommentar