torsdag den 4. juni 2015

Torsdag den 4. juni

Projektortid

I dag landede så de 9 Barco digitalprojektorer, som skal skabe filmmagien på lærrederne i Fields. Vi havde valgt at koordinere med vores sædvanlige flyttefirma, så vi kunne sætte piedestaler og projektorer på plads fysisk i operatørrummene med det samme.

Projektorer og piedestaler lige landet fra Belgien

Vi vil kunne vise film i 3D i fire af salene - sal 1, 2, 4 og 5. Vi har valgt at køre med projektorer, der har mere lys end normalt, for at kunne benytte Harkness' Clarus sølvlærreder. Clarus lærredet har lavere gain og dermed et mere uniformt billede i både 2D og 3D. Det betyder også, at vi er forberedt på en kommende standard for HDR - high dynamic range - som bogstaveligt er det nye sort inden for filmverdenen. Med HDR vil man få betydeligt bedre kontrast i billedet, med mere naturtro gengivelse af sort og mere knald på det lyse.


Laser!

Mest ventet er selvfølgelig den nye 6P laserprojektor fra Barco. Laserteknologien er stadig dyr, men med laser som lyskilde får vi langt mere lys til det kæmpestore lærred i sal 1. Samtidig er laserprojektorerne også i stand til at gengive flere farver og bedre kontrastforhold. Det bliver den første laserinstallation i Danmark og én af de første i Europa. Vi får besøg af Barco i uge 25, som sender en tekniker til at afholde kursus i den nye projektorteknologi for NFB's kinoteknikere.

Sådan ser det ud, når en kinotekniker første gang får lov til at røre ved en laserprojektor

Alkymi

Det er ikke kun laserprojektoren, som er bleeding edge i Fields. Som noget nyt skifter vi til Barcos integrerede Alchemy ICMP-filmserver. Vi har tidligere benyttet Doremi-servere til afvikling af filmene, men har valgt at skifte til Alchemy, da denne nye server er bedre integreret med projektoren og har en række nye muligheder, som ikke findes hos andre producenter endnu, bl.a. 4K 3D.

Projektoren til sal 6 med den ny Alchemy ICMP

Det lykkedes at få alle projektorer placeret på deres piedestaler i operatørrumene i dag, og nu ser vi frem til at starte det egentlige installationsarbejde i næste uge, hvor alle fire kinoteknikere vil være på banen fra mandag morgen.

Det kræver nok, at man hører til de mere nørdede for at sætte pris på det til fulde, men her følger altså en række billeder af digitalprojektorerne i deres nye habitat. :-)

Sal 5, 6 og 7 med projektorerne på plads

Sal 4 med sin 19B. Bemærk tarmslynget i forgrunden. Det er højttalerkablerne fra salen.

Jo, den er god nok. Vi har laser!

Barco DP4K-60L. 240 kg projektorteknologi på plads.

De to køleenheder, som skal vandkøle laserprojektoren

I kasserne til venstre er de seks 10 m lange køleslanger. Bemærk at kinoteknikeren stadig rører ved den nye projektor. 
Sal 1's operatørrum. Den velvoksne Cabi-piedestal ser nærmest klejn ud under en 60L.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar